Haderslev Idræts - Forening har afholdt generalforsamling

 

Torsdag den 22.2.2007 kl. 19.00 i mødelokale 4

i Haderslev Idrætscenter – Stadionvej 5.

I alt var der 30 fremmødte medlemmer.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent
Erik Nissen blev foreslået og valgt.
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og varslet i Haderslev Ugeavis.

2. Bestyrelsens beretning ved Preben Beck

Bestyrelsens beretning.

Siden sidste generalforsamling har Haderslev Idræts Forening været styret efter de nye vedtægter.

Det har betydet en delegering af opgaverne til de respektive afdelinger, som også står for en selvstændig beretning.

Bestyrelsen har så taget sig af de overordnede opgaver og alle de fælles forhold for Haderslev Idræts Forening.

Det har været koordinering af foreningens deltagelse som hjælpere til landsstævnet, og det har været varetagelse af hjemmesiden.

Der er taget et nyt medlemssystem i brug. Et system der både kan styre det rent kontingentmæssige og også det regnskabsmæssige, så dette med tiden kan blive fuldstændigt integreret.

Der har været møder med kommunen omkring fælles faciliteter og atletikbanen. På et møde, som årligt afholdes i det tidlige forår, blev atletikbanernes uhensigtsmæssighed omkring sammenblan-ding af grus og kunststofbanerne. På mødet blev det lovet, at man ville starte på en endelig løsning af problemet i 2006. Dog er dette ikke sket. Ærgerligt for banen og udøverne. Banen bliver belastet mere end nødvendigt og såvel udøverne som trænerne har store problemer til træning og stævneafvikling. Lad os håbe, at denne gamle sag snart bringes til ende. Atletikbanerne bærer efter kyndiges overbevisning præg af manglende vedligehold. Dog har kommunen fastholdt, at der fortsat er garanti på anlægget og at der i foråret skal være en besigtigelse af forholdene.

Kendetegnet for mange henvendelser til kommune – set bredt – er, at der skal mange henvendelser til for at få en løsning på selv små problemer. Dette gælder også omklædnings- og bruserforholdene i centret.

Ærgerligt at man som frivillig skal bruge så meget tid på sådanne forhold og henvendelser.
Dog skulle der være lys forude, da kommunen arbejder med et oplæg til en ny organisation, som betyder, at der er én overordnede ansvarlige for hele området. Og ikke som det er i dag, hvor der er mindst tre personer, som skal rådføres om enten det indendørs eller udendørs anlæg.

I denne forbindelse mener kommunen, at Haderslev Idrætscenter kan benyttes med en større kultur indfaldsvinkel og der arbejdes i forskellige grupper med ideer i denne retning. Denne anvendelse skulle signaleres gennem et andet navn. Men som idrætsforening må vi vel sige, at navnet er ganske passende, da det er etableret som primært et sted for idrætten. Kommunen skulle jo nødigt falde i den anden grøft, som det i fremtiden bliver vanskelligere for idrætten. Det et det dog heller ikke noget det tyder på, men en sund skepsis er på sin plads.

På sponsorområdet har der ikke været den store tilgang og det opleves mere og mere svært, at få sponsorer. Så det gælder om at holde fast i dem, vi har og som medlem støtte disse, hvor det er muligt. Vi skal huske at takke sponsorerne for deres støtte, som primært kommer unge i atletikafdelingen til gode.

Som man måske har hørt om, så er der startet en nu bølge af motionsaktiviteter landet over. Eet er Gang i Danmark, som kommune primært kører i eget regi, dog med hjælp fra klubber, hvor dette er nødvendigt.

Et andet er Start to Run. Det er et koncept som er startet i Frederikshavn, hvor man kan købe én af to startpakker.
Den store pakke koster 1.200 og den anden koster 500 kr. Begge pakker giver adgang til fælles træning med løbetrænere én gang om ugen i 14 uger samt en Nike T-shirt, løbeprogram, rutekort, medlemskort samt andre tilbud. Den store indeholder herudover Nike løbesko, løbesokker og løbedragt samt startnummer til Copenhagen Maraton.

Haderslev Idræts Forening har sammen med Simmersted IF og delvist Hoptrup/Marstrup If lagt billet ind på at afholde dette arrangement i Haderslev.
I det sydlige skulle der i DGI-regi findes to klubber i år. Det er blevet sådant, at Åbenrå afholder et arrangement i foråret og Haderslev umiddelbart efter sommeren.
Der skal uddannes én cheftræner samt ca. 15 hjælpetrænere, som skal kunne vejlede et antal på op til 400 interesserede henover 14 uger.
 
I årets løb har vi fortsat vores samarbejde med Cykelklubben samt Tri2000. De nuværende bestyrelser i Haderslev Idræts Forening og TRI-2000 har planlagt et fælles møde i starten af marts. På dette møde vil vi drøfte mulighederne for et endnu større samarbejde og måske arbejde hen på en sammenlægning.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vores TRI-afdeling er meget lille og berettigelsen for en selvstædig afdeling er svær at få øje på. Så et udvidet samarbejde eller sammenlægning vil kunne gavne os på den front. Også for de medlemmer, der gerne vil kombinere løbemotion med cykelmotion. Med flere i klubben vil det være meget bedre forhold for egne hold. Det kunne være rart, hvis alle os, der også cyklemotionere forenede os og lave vores egen afdeling i Haderslev Idræts Forening. Så kunne afviklingen foregå under egne præmisser og med den erfaring vi har fra forskellige steder skulle ikke undre mig, at en sådan afdeling, som satsede alene på cyklemotionister, hurtigt ville få en god tilgang.

Foreningens hjemmeside er efterhånden ganske godt udbygget med et væld af informationer. Og det er også ved at komme mere gang i debatten, hvilket er godt tegn på, at hjemmesiden besøges af medlemmerne.

Bestyrelsen har lejet en såkaldt ”hosted disk”. Her gemmes al korrespondance, informationer m.m. vedr. foreningen. På denne måde er det tilgængelig for alle i bestyrelsen og for efterfølgere. Firmaet som udbyder denne tjeneste sørger for daglige backup, hvilket giver en yderligere sikkerhed for foreningen.

 

Frøs Vesterskov Motionsløbet 2007

Løbet er planmæssigt under forberedelser. Pjecen er trykt og kan fordeles til medlemmer, der er til andre løb eller andre steder, hvor det vil være på sin plads at fordele indbydelser. Vi får også trykt en plakat samt streamer, som medlemmerne kan have i bagruden på bilen. Herudover kommer Haderslev Garden og borgmester H.P. Geil bliver den officielle starter i år.
Som noget nyt har vi et børneløb på 1/20 maraton – eller 2,1 km. For aldersgruppen op til 7 år og 8-10 årige.
Løbet kan kun afvikles, når der er tilstrækkeligt med medlemmer, som hjælper ved afviklingen. I starten af marts sendes der mail ud til tidligere hjælper, hvor man kan melde tilbage om man er klar til endnu en tørn på Kr. Himmelfartsdagen.


Afslutning

Vi håber på at der igen i 2007 venter mange gode oplevelser i Haderslev Idræts – Forening. Oplevelserne vil opstå i sammenholdet i dagligdagen og/eller under afvikling af f.eks. Frøs Vesterskov Motionsløbet 2007 eller i andre sociale sammenhænge.

Bestyrelsen vil forsat formidle alt nyt via hjemmesiden samt udsendelse af nyhedsbreve. Nyhedsbrevene vil dels blive udsendt, hvis der er noget aktuelt nyt – f.eks. information om stævner. Dels vil nyhedsbrevene blive udsendt med en opsummering af en periodes nyheder.
Det er ikke sikkert, at alle nyheder interesserer alle medlemmer lige meget. Men sådan vil det være i en flerstrenget forening.

Og helt til sidst: Få din nabo, familie eller kollega interesseret for Haderslev Idræts Forenings mange gode tilbud. Vedkommende vil takke dig for det, når først vedkommende oplever foreningen indefra og oplever det gode sammenhold vi har at byde på.

Jeg så slutte af med at takke sponsorer og samarbejdspartnere for opbakningen.


Beretningen blev godkendt.

3. Beretning fra udvalgene
Atletik ved Allan Højmark:
Indendørs træningen er flyttet fra HIC til Haderslev Hallen. Dette skyldes 2 ting: vanskeligt at få haltid i HIC samt bedre forhold i Haderslev Hallen.
Vi har haft 2 trænere på kursus. Dette vil vi fortsat prioritere for at udvikle træningen.
Vi har haft stor aktivitet med deltagelse i mange stævner, hvilket også kan ses på udgiftssiden.
Kapgang er højt prioriteret. Vi afholdt i sensommeren kapgangsstævne for deltagere fra hele landet.
I maj måned står vi som arrangør af DM i kapgang samt Sønderjyske DGI mesterskaber i atletik for ungdom, seniorer og veteraner, med DM i kastemangekamp i september som det seneste store stævne.
Allan efterlyste flere trænere/ledere for at kunne fastholde/øge aktivitetsniveauet.

Motion ved Gunnar Jessen:
Vi søsatte i marts en kampagne for at høste nye medlemmer. Samtidig lavede vi en pjece om løbemotion til almindelig omdeling.
Vi har bl.a. deltaget i Grænseløbet, Berlin Maraton og arrangeret bustur til Eremitageløbet.
Vi har fortsat den gode tradition med socialt samvær den 1. tirsdag i hver måned.
Motionsudvalget er meget åben overfor nye ideer og tiltag.
Andreas Gydesen foreslog foredragsaftener med relevante temaer/emner. Gunnar Jessen svarede at ideen er god, men det er forsøgt med magert resultat – meget få tilmeldinger.

Triafdelingen ved Preben Beck:
Preben redegjorde for hvordan svømningen foregår, og det sociale udbytte det også giver. Spinning er en succes med 2 fyldte hold a´ 24 aktive pr. sæson.
Cykling er vanskelig at få i gang. Det er ikke rigtig lykkedes hidtil. Det skal evt. opstartes i forlængelse af spinding, evt. med sigte på deltagelse i større motionsløb.

4. Regnskab
Kasserer Finn Olesen fremlagde regnskabet med kommentarer. Regnskabet blev godkendt.

5. Budget samt fastsættelse af kontingent
Budgettet blev fremlagt af Preben Beck. Budgettet blev godkendt.

6. behandling af indkomne forslag
Bestyrelsens oplæg til kontingentforhøjelse blev fremlagt og diskuteret.
Stemningen var imod forslaget, og dette blev trukket.
Følgende blev besluttet:
Bestyrelsen får mandat til, hvis det bliver nødvendigt, at arbejde videre med at hæve kontingentsatserne med 100 kr., dog undtaget kontingentet for passivt medlemskab.


7. Valg til bestyrelsen
Kasserer:
Som ny kasserer blev valgt Lars Kristensen.
Sekretær:
Som sekretær blev genvalgt Sven Christensen.
Suppleanter:
Som suppleanter blev genvalgt Lene Ravn og Søren Thyrstrup.

8. Valg til revisor
Valborg Johannsen blev genvalgt som revisor.

9. Evt.
Finn Olesen blev takket for sin indsats.
Erik Nissen, medlemskartoteksfører, fortalte om et nyt og bedre system til at styre kartotek og opkrævning.
Willy Frandsen fortalte om problemer med træningskastebanen.
Der blev opfordret til at lave et eller flere arrangementer for at bidrage til at få styrketræningslokalet bedre kendt/ mere i brug. Evt. at få tilknyttet en person som vil kunne vejlede i genoptræning o.lign.


Tak for god ro og orden, Sven Christensen, sekretær

 

 

 

 

 

 

Webmaster: Bestyrelsen .   Copyright 2005